Vælg en side

Serviceloven § 85

Vi støtter borgere under servicelovens § 85 for en lang række kommuner. Oftest er der tale om borgere med massive psyko-sociale udfordringer og måske også misbrug.

Umiddelbart kan målgruppen deles op i to, nemlig borgere som grundet deres psykiatriske problemstillinger ofte lever et isoleret liv, hvor ting som at styre økonomien, møde til behandling o.s.v. ikke kan overkommes ved egen hjælp.

Og så er der gruppen som har misbrug, oftest et mangeårigt alkohol- eller stofmisbrug, hvor misbruget har mange efterveer, både psykisk, somatisk, økonomisk og måske også juridisk. For disse borgere gælder det ofte, at de lever en tilværelse præget af totalt kaos, og kun jagten på den næste rus tæller…

Vores støtte til målgruppen starter med relations dannelse. Herefter arbejder vi med de opstillede mål fra sagsbehandler, f.eks. støtte til at handle ind, gøre rent, passe misbrugsbehandling og meget andet.

Vi arbejder ud fra dagsformen, og tager udgangspunkt i hvor borgeren er. Når borgeren har det psykisk dårligt eller er påvirket, vurderer vi dagens opgave i forhold til borgerens habituelle tilstand. Ofte er det nødvendigt at have samme mål igennem længere tid, da borgeren skal være klar til at arbejde med sin udvikling. På svære dage kan det være mere hjælpsomt med en støttende samtale. Medarbejderen må ofte bruge værktøjer som Low Arousel til at håndtere situationer med borgeren. Hvor fokus er på at arbejde med borgerens evne til at effektregulere eller vredes håndtere.

Vores medarbejdere fungerer ofte som forløbskoordinatorer, de er gode til at tænke helhedsorienteret, ud af boksen, og kan levere en håndholdt indsats. Samtidig er de erfarne og godt rustede til at tage de lange seje træk, som der ofte skal til når forløbet med en borger er komplekst, vejen er kringlet, og det kan være svært for borgeren at deltage i de udviklingsmål der er lagt.

LAB-loven § 91, 113a og 31b

Vores primære opgave er at støtte borgerne i at blive afklaret til uddannelse eller arbejde. Borgerne har ofte komplekse psykiatriske, somatiske og psykosociale problemstillinger som vi sideløbende med at blive afklaret til uddannelse og arbejde skal støtte op om. Det kan f.eks. være angst eksponering, hjælp til at få opbygget en struktureret hverdag, støtte til at passe sin behandling og meget andet.

En af vores særlige forcer er, at vi er gode til at danne relation til borgeren, og dermed opnår borgeren den tryghed der skal til, for at kunne samarbejde med os i forhold til de af sagsbehandleren opstillede mål.

Vi er håbbærere, pædagogiske håndværkere, og har den faglighed og robusthed der skal til for at støtte op om de individuelle problemstillinger der skal arbejdes med.

Enkeltmandsprojekter

Fra tid til anden står en kommunes sociale afsnit med en større udfordring: Man har en borger, måske mindreårig, som i en fart skal flyttes fra det lokale miljø, og der er ingen åbenlyse løsninger…

I KPS har vi mange gange bevist, at vi har det fornødne beredskab til at handle omgående. Vores medarbejdere er fuldstændigt indforståede med, at de nogle gange skal rykke ud til døgnvagter. Vi har således haft borgere, som var meget truede af deres miljø eller familie, eller borgere som selv udviste en adfærd, som nødvendiggjorde en “time-out”. Vi har været behjælpelige med at finde alternative løsninger til pædagogisk støtte og et midlertidigt sted at bo.

Specialpædagogisk Støtte SPS

Specialpædagogisk Støtte SPS sikrer, at man kan uddanne sig på lige fod med andre, trods funktionsnedsættelse.

SPS anvendes på mange forskellige ungdoms- og videregående uddannelser.

Vores studiementor kan hjælpe med at holde styr på, hvad der sker på uddannelsen, samt finde ud af hvordan den studerende bedst tilegner sig viden. 

Der kan arbejdes med at skabe en struktur mellem studie og fritid, samt planlægning af hvor meget der skal laves ad gangen, så man når sine mål. 

Støtten kan også bestå af praktisk hjælp, for eksempel støtte til at planlægge læsning og forberedelse til forelæsninger.

Støtten vil tage udgangspunkt i den enkelte studerendes behov.

Udover hjælp og støtte til at få fodfæste på studiet, kan støtten også bestå i hjælp til at overkomme andre barrierer, der gør det vanskeligt at være i et uddannelsesforløb.

Disse barrierer kan være sociale udfordringer, studiejob, relation til forældre, hjælp til at komme op om morgenen eller hjælp til at kontakte studievejleder eller andre relevante fagpersoner mv.

Relationsarbejdet er afgørende for succesen med mentorarbejdet, og derfor er matchningen vigtig. Relationen mellem elev og studiementor skal være god og opbygges på tillid og nærvær.

Studiementor bruges ofte som en slags ventil i det daglige, hvor den unge kan læsse af og hente ny energi. Typisk vil der gå lidt tid, før eleven får åbnet helt op, og mål og delmål justeres derfor løbende sammen med eleven.

Vi tilbyder et tæt samarbejde med studievejleder, og der kan følges op med korte skriftlige evalueringer.

Det overordnede mål er altid, at eleven gennemfører sin ungdomsuddannelse og kommer igennem sit studieforløb som et helt menneske med sine værdier og menneskelige egenskaber i behold.

Det er vores erfaring, at unge med særlige udfordringer og diagnoser profiterer af denne støtteordning.